Joomla TemplatesWeb HostingWeb Hosting
Bedømmervejledning E-mail

Tidsskrift for Arbejdsliv benytter anonyme bedømmere fra forsknings- og praktikermiljøer relateret til den enkelt artikels fagområde. Normalt vælges to forskningskvalificerede bedømmere per artikel, men i særlige tilfælde benyttes en ekstra bedømmer, hvis redaktørerne ønsker praktikkerperspektivet i artiklen vurderet særskilt.

Alle artikler skal ligge indenfor tidsskriftet formål og format, se forfattervejledningen. Alle bedømmelser skal vurdere artiklerne i forhold til normale videnskabelige kriterier for kvalitet, se fx Malterud, K. (2001). Qualitative research: standards, challenges and guidelines. Lancet, vol: 358; 483-88.

Bedømmelsen opdeles således, at den ene del kan sendes direkte til forfatterne, mens den anden kun læses af redaktøren. Hver artikel håndteres normalt af én redaktør, som kommunikerer direkte med artiklens bedømmere og forfattere. Alle bedømmere skal udfylde Tidsskriftets vurderingsskema.

Redaktionen gør sit bedste for at sikre, at artikler, der sendes til bedømmelse, er af tilstrækkelig høj kvalitet, men redaktørerne er ikke nødvendigvis eksperter indenfor artiklens fagfelt. Derfor vil redaktionen indskærpe over bedømmerne, at de ikke skal undlade at indstille en artikel til afvisning, hvis de vurderer at artiklens kvalitet er for lav.

Bedømmerne bedes have forståelse for, at redaktionen på baggrund af de forskellige bedømmelser foretager en samlet vurdering og tilbagemelding til forfatterne. Den samlede vurdering er afgørende for den videre proces, herunder evt. revision og optagelse. Den del af bedømmernes vurdering, som er rettet direkte til forfatteren, sendes normalt altid sammen med den samlede vurdering.

Bedømmerne honoreres ikke, men de får tilsendt en udgave af det tidsskriftnummer, hvori den bedømte artikel bringes. Tidsskriftets redaktion er taknemmelig for bedømmernes arbejde, som er en uvurderlig del af at producere et videnskabeligt tidsskrift af høj kvalitet.